Jeg har købt en salamander

Underkategori: Salamander

2013-05-11 03:56:58
Spørgsmål indsendt af Pernille Madsen, Ringsted



Jeg har købt en salamander, der skulle forestille at være en ildsalamander, men alle steder hvor jeg har kigget/læst, vil det bare ikke passe med farverne. Den er orange/rød på maven og hvidere ned langs halen og ellers er den sort, men jeg vil også godt vide, om sådan en skal have selskab? For der hvor jeg købte den gik den sammen med en masse skildpadder. Kan man overhoved kende forskel på kønnene og hvordan?
Pernille Madsen, Ringsted



Svar fra brevkasse

Hej Pernille.
Jeg kan godt forstå, at du er blevet forvirret over den misinformation, som dyrehandleren har gjort sig skyldig i, for du har ret i, at det slet ikke er nogen ildsalamander, som du har købt! Det uansvarligt, at han har solgt disse salamandre under et forkert navn. Det svarer nærmest til, hvis det lokale supermarked skrev ”salt” på en pose med sukker. Dog er der den forskel, at hvis et supermarked begår sådan en fejl, medfører det sjældent et uskyldigt væsens død eller vantrivsel!
Som du givetvis har bemærket, så er ildsalamanderen sort på ryggen med et meget iøjnefaldende gult mønster på ryggen.
Den salamander, som du har købt, er givetvis en art, der stammer fra Østasien. Derude findes flere brunsorte arter med orange/rødt bugmønster, der jævnligt forhandles i Danmark. Men de almindeligste er den gruppe, der kaldes ildbugsalamandre, og som har det latinske slægtsnavn Cynops. De to arter, som vi oftest ser i handlen, er Cynops orientalis (fra Kina) og Cynops pyrrhogaster (fra Japan). De er overvejende vandlevende og skal have en lille landdel at træde op på. Du kan holde dem i et almindeligt beplantet akvarium ved stuetemperatur. Det er meget vigtigt, at du sørger for, at akvariet er ikke har nogle utætheder foroven, som dyrene kan kravle ud af. Her skal du vide, at salamandre ofte er i stand til at kravle på en lodret glasplade.
Foderet udgøres af dafnier, myggelarver og andre smådyr. Det vil være allerbedst, hvis du tager ud til et vandhul i en skov eller på en mark og fanger en masse små vanddyr med et planktonnet til salamandrene. De vil udgøre det helt rigtige og sunde foder! Du vil ofte kunne få salamandrene til at æde frosne akvariefoderdyr (skal først tøes op), hvis du bevæger dem foran snuden på dem.
Jeg synes, du skulle købe flere eksemplarer i stedet for blot at have et enkelt. Hannen kan i reglen kendes på, at den er noget opsvulmet nede ved gattet (omkring testiklerne).
Du vil kunne læse mere om pasning af ildbugsalamandre i bogen ”Aschehougs Terrariebog” af Davies & Davies, og her kan du også se et godt billede af en Cynops pyrrhogaster.
Det er helt uforsvarligt at holde skildpadder sammen med salamandre! Sumpskildpadder er overvejende kødædere og vil kunne æde eller lemlæste salamandrene.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening
 
Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål