Jeg har en salamander

Underkategori: Salamander

2003-05-16 01:50:16
Spørgsmål indsendt af M.V.H Lasse



Hej Brevkasse.
Jeg har en salamander, som jeg fik ved et tilfælde, da jeg købte vandplanter til mit akvarium.
Salamanderen bor nu i mit akvarium, men jeg ved ikke, hvad den skal have at spise, om den skal kunne komme på land osv.
Den er ca. 6-7 cm lang, meget mørkebrun med orange pletter på bugen, den ligner en bjergsalamander bortset fra halen. Kan det være alderen der gør, at halen er forskellig?
M.V.H Lasse



Svar fra brevkasse

Hej Lasse
Hvis du har købt akvarieplanter, så gætter jeg på, at du har købt dem hos en akvariehandler. De får somme tider nogle salamandre hjem fra Kina eller Japan, men der er flere arter, og flere af dem lever ikke på samme måde.
Din beskrivelse af salamanderen er temmelig forvirrende: Du skriver, at den ligner en bjergsalamander, fordi den er meget mørkebrun og har orange pletter på bugen, men en bjergsalamander har ikke orange pletter på bugen og er ikke mørkebrun! Desuden kender jeg ingen asiatisk salamander med orange pletter på bugen!!
Når du køber krybdyr og padder (eller overvejer at købe dem), er det vigtigt, at du får dyrenes latinske navn.
Jeg tror, at vores eneste mulighed for at identificere din salamander er, at du sender to gode og skarpe billeder (et fra oversiden og et fra bugen) til Dyrebrevkassen.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål