Jeg har en lille frø til mit akvarium

Underkategori: Frø

2007-12-19 03:38:39
Spørgsmål indsendt af Gitte



Hej
Jeg har en lille frø til mit akvarium, og den kan ikke komme ned til bunden. Det er, som om den har nogle små luftbobler i maven. Jeg kan ikke huske frøens navn, men den er brun, og så har den nogle bitte små prikker på ryggen, de er sorte, og den har også på hver sin fod tre sorte pletter for enden af de tre tæer. Håber I kan hjælpe mig med at finde ud af, hvad der er grunden til, den ikke kan komme til bunden.
Hilsen Gitte



Svar fra brevkasse

Hej Gitte.
Din frø er en dværgsporefrø, der er 100% vandlevende, dvs. den skal ikke kravle op på land, men skal naturligvis trække frisk, atmosfærisk luft fra vandoverfladen.
Nu har jeg jo ikke set din dværgsporefrø, så jeg kan ikke udtale mig med nogen sikkerhed om, hvad den fejler. Men det lyder som om, at det, som ligner luftblærer eller luftbobler, reelt er væskeansamlinger i visse perifere lymfekirtler. De kan optræde hos vandlevende padder og hos haletudser, og de opstår sædvanligvis, fordi man har udsat dyrene for et meget pludseligt vandskifte, hvor de typisk flyttes fra såkaldt ”gammelt” akvarievand til frisk postevand. Herved udsættes de for meget bratte ændringer i det osmotiske tryk i kroppens celler, da de to typer vand har forskellige kemiske sammensætninger.
Det er desværre næsten umuligt at helbrede denne lidelse, men hvis en dyrlæge med stor erfaring inden for padder (altså ikke blot inden for krybdyr!) griber meget hurtigt ind, kan dyret en sjælden gang overleve. Behandlingen foregår ved med en meget tynd kanyle på en injektionssprøjte at trække den overskydende væske ud fra de pågældende lymfekirtler. Men der er stor risiko for, at man forvolder dyret alvorlige skader. Frøen skal overføres til det oprindelige ”gamle” akvarievand.
Jeg forestiller mig, at din dværgsporefrø desværre er død nu, hvor jeg sidder og skriver disse linjer til dig. Men for en anden gangs skyld så bør du foretage vandskiftet fra gammelt akvarievand til frisk postevand gradvist, f.eks. ved kun at skifte ca. 1/3 af vandet ad gangen. Jeg synes i øvrigt, at du bør holde flere dværgsporefrøer i akvariet, f.eks. fire eksemplarer.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Frøer
Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål