Dyregrupper, som I nævner, er aldeles harmløse

Underkategori: Dinosaur

2013-10-07 01:20:11
Spørgsmål indsendt af  



dyregrupper, som I nævner, er aldeles harmløse, for de er for længst uddøde og kan derfor slet ikke gøre nogen fortræd! Men ok, I tænker vel på, hvilken der VAR farligst! Og her tænker I sikkert også på, hvilken der var farligst for mennesker! Hvis vi ser på, hvor farlige de ville være over for hver andre, så ville det spørgsmål for flere arter også være af noget teoretisk karakter. Mange dinosaurer ville nemlig aldrig kunne have stødt på hinanden, da de levede i helt forskellige geologiske perioder. Således har der været omkring 25 millioner år til forskel mellem Carnotaurus og Tyranosaurus! Geografiske forskelle har der også været, således at visse arter havde en nordlig udbredelse, mens andre forekom langt mod syd.
Jeg kan godt sætte mig ind i, at det vil være meget interessant at vide, da film med forskellige meget levende rekonstruktioner af dinosaurernes liv kan få os til at gyse lidt og stille spørgsmåldet: ”Tænk hvis vi en skønne dag skulle støde på én af de store kødædende dinosaurer…”
Mange af dem havde givetvis været meget farlige for mennesker, hvis der da ikke var omkring 60-100 millioner år til forskel mellem vores eksistens. For mange af dem har vi nogle gode idéer om, hvad de åd, og hvor store objekter de havde for vane at æde. F.eks. har vi en hypotese om, at Carnotaurus var en dygtig jæger, der fangede temmelig små byttedyr, mens Tyranosaurus nok åd større byttedyr og kunne knuse kraftige knogler, men den havde nok en god lugtesans og var måske overvejende ådselsæder. Vi ved, at Spinosaurus havde særegne tænder, da disse var lige i stedet for krumme eller bøjede. Men ud fra fossiler kan vi ikke vide, hvor aggressive og farlige de ville være over for dyr på menneskestørrelse. Det kan vel tænkes, at visse planteædere reelt har været meget nervøst anlagte og kunne have udgjort en større fare for os?
Lad os for en stund dvæle ved nogle store nulevende dyr. Hvis vi kun havde skeletter til rådighed, hvem kunne så have nogen som helst anelse om, at afrikansk elefant er langt farligere for mennesker end indisk elefant? Nuvel, den afrikanske er større og stærkere end dens asiatiske fætter, men begge er mennesket langt overlegent i styrke og kunne på den baggrund være stort set lige farlige for os. Men den afrikanskes temperament er nu engang af en sådan karakter, at den er farlig for os, mens den indiske stort set er harmløs. Det ville vi næppe kunne vide noget om ud fra skeletter eller fossiler.
Tilsvarende kunne vi ikke ud fra skeletter ane, at den store planteæder flodhesten ville være et meget farligt dyr for mennesker. Her kunne vi givetvis fremsætte upræcise eller forkerte hypoteser om, at en flodhest var meget klodset og langsom og kun forsvarede sig med sine store hjørnetænder, hvis vi direkte gjorde den fortræd. Altså kunne vi ud fra skeletter gætte på, at dens drabelige hjørnetænder kunne have nogenlunde samme funktion som hvalrossens kæmpe stødtænder, og at flodheste og hvalrosser kunne være lige ufarlige for mennesker. Men det havde været helt forkert, eftersom flodheste er farligere for mennesker end langt de fleste rovdyr, mens hvalrosser temmelig uskadelige for os!
Den slags faktorer som temperament og flere adfærdsmønstre kan være praktisk talt umulige at forudse ud fra fossiler, og derfor kan vi reelt ikke sige meget om de enkelte dinosaurers temperament og farlighed over for dyr, der i størrelse, styrke og hurtighed havde mindet om mennesket. Men jeg tror godt, at vi kan slå fast, at vi forsvarsløse mennesker – trods vores store hjerne – ville have haft svært ved at overleve og være så dominerende på jorden, som vi er blevet i dag, hvis der stadig havde været så relativt mange store og drabelige kødædende dinosaurer som for omkring 60-200 millioner år siden.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening
 


Svar fra brevkasse

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål