Vores søn vil gerne have en strømpebåndssnog.

Underkategori: Slange
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2003-09-17 11:29:00
Spørgsmål indsendt af Henrik Cordua, Jægerspris



Vores søn vil gerne have en strømpebåndssnog. Efter at have læst jeres meget (!!) gode brevkasse, er vi blevet overbevist om, at det må kunne lade sig gøre, omend vi er 100% nybegyndere.
Vi har dog 4 konkrete spørgsmål, som vi ikke kan finde svar på:
1) Vigtigst af alt - er der (eller kan der komme) lugtgener ved at have en
slange?
2) Vi vil gerne have en lille og rolig strømpebåndssnog, hvilken art vil I
foreslå og bør vi købe en eller to?
3) I skriver, at man bl.a. kan bruge guppy’er som føde. Kan andre små akvariefisk bruges, f.eks. zebrafisk mv. og kan man fodre med levende fisk, som sættes i bassindelen af terrariet?
4) Endelig vil vi gerne vide hvor dybt bassindelen i terrariet bør være.
Vi håber I kan hjælpe med ovenstående.
Henrik Cordua, Jægerspris



Svar fra brevkasse

Hej Henrik.
Jeg vil mene, at de forskellige arter af strømpebåndssnoge er stort lige velegnede terrariedyr. Men jeg kan godt lide den art, der har det latinske navn Thamnophis sirtalis, fordi den også æder små mus, og så har man bedre mulighed for at variere foderet.
Jeg synes, at I bør købe et par, altså en han og en hun.
Slanger har meget kraftige fordøjelsesvæsker, fordi de sluger deres bytte i hel stand, så derfor vil tænderne ikke gøre en del af forarbejdet. Det er nok en væsentlig årsag til, at deres afføring kan have en lidt strammere lugt end anden krybdyrafføring. Men ellers gælder den sædvanlige regel, at man bør fjerne klatterne (samt en lille del af det bundlag, som de ligger på) så hurtigt som muligt. Derved kan et slangeterrarium holdes stort set lugtfrit.
Forskellige akvariefisk vil være udmærkede som foder. Nogle snoge fanger behændigt levende fisk fra et lille bassin, hvorimod andre ikke er så skrappe. I må prøve jer frem! Hvis I fodrer med mange fisk, så vil jeg anbefale, at I somme tider givet snogene et tilskud af vitamin B1 (og også gerne andre vitaminer), fordi visse fisk indeholder et enzym ved navn thiaminase, der nedbryder B1-vitamin.
Vanddybden er ikke så afgørende, men jeg vil mene, at 5-10 cm vil være passende. Jeg vil stærkt anbefale, at bundlaget på landdelen holdes helt tørt for at undgå skælbetændelse og andre sygdomme.
Held og lykke!
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål