Vide lidt om mine nyerhvervede strømpebåndssnoge.

Underkategori: Slange
Tema: Fodring

2000-10-27 03:29:15
Spørgsmål indsendt af Mette



Hejsa! tak for en god og informativ brevkasse allerførst! Jeg vil gerne vide lidt om mine nyerhvervede strømpebåndssnoge... Jeg fik at vide de gik i hi(?), og hvis det passer, hvornår, hvor længe og hvad er de optimale forhold for dem, før, under og efter?
Og kan de nøjes med frisk fisk her i vinter halvåret hvor der ikke lige er så meget andet naturligt foder for dem? Skal jeg så bruge vitamintilskud specielt? (bruger alm. vitaminblanding indkøbt sammen med og til snogene).
Med venlig hilsen Mette



Svar fra brevkasse

Hej Mette.
Tak for de pæne ord!
Strømpebåndssnoge (slægten Thamnophis) har en meget stor udbredelse i Nordamerika, og vi finder faktisk også visse arter ned gennem det tropiske Mellemamerika. Men langt de fleste strømpebåndssnoge, som vi ser i terrariekredse, stammer fra Nordamerika, hvor de er indrettet på at skulle i dvale eller hi om vinteren. Derfor vil det også være nyttigt, hvis du udsætter dine strømpebåndssnoge for en begrænset dvaleperiode. Det vil i reglen være passende, hvis du giver dem sådan en hviletilstand over 2-3 måneder ved ca. 5-10° C midt på vinteren.
Som en første forberedelse skal du om efteråret stoppe fodringen ca. 14 dage, før du begynder at sænke temperaturen, så dyrene får tømt deres tarmsystemer, mens de stadig fungerer ved normal aktivitetstemperatur. Nu skal du veje de enkelte slanger. Dernæst reducerer du gradvis temperaturen til dvaleniveauet over yderligere omkring 14 dage.
Under dvalen vil de røre sig lidt, men det gør ikke noget. Du skal blot sikre dig, at de i grove træk holder deres vægt. Omkring hver tredje uge under dvalen kan du veje dem og checke, at de ikke taber for megen vægt. Vægttabet må ikke være mere end i alt 5-10%.
Når du igen efter 2-3 måneder skal bringe dvalen til ophør, gør du det også gradvist over ca. 14 dage, hvor temperaturen øges. Tilbage ved normal aktivitetstemperatur kan du så atter tilbyde slangerne foder.
Om vinteren kan du godt fodre med friske småfisk (dvs. med ben og indvolde), hvis du da ikke lægger snogene i dvale. Det er vigtigt, at fiskene IKKE har været nedfrosset først, da frysningen kan bidrage til, at en del af slangernes B-vitaminer (vitamin B1, kaldet thiamin) nedbrydes. I det hele taget bør du ikke kun fodre med fisk i vinterhalvåret. Nogle strømpebåndssnoge accepterer regnorme, andre (typisk den art, der hedder Thamnophis sirtalis) vil også tage en museunge i ny og næ. Hvis du forsigtigt gnider en levende museunge ind i lidt fisk, så vil musen lugte af fisk, hvilket kan få en strømpebåndssnog til at æde den! Men det er heller ikke godt at fodre ensidigt med mus!
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål