Min søn på 7 år er begyndt at interessere sig

Underkategori: Slange

2004-06-01 06:48:40
Spørgsmål indsendt af Flemming



Hej i Dyrebrevkassen,
Min søn på 7 år er begyndt at interessere sig for slanger og spørger om alt muligt vedr. slanger.
For ca. et halvt år siden så vi en artikel i Berlingske Tidende, hvor der var beskrevet en netpython på 14,85 meter og 447 kg!
Klaus Dræby fra Vissenbjerg Terrariet blev interviewet om troværdigheden af størrelsen, men ville godt lige have historien verificeret.
Er denne slange virkelig så stor eller er det en and?
Med venlig hilsen Flemming



Svar fra brevkasse

Hej Flemming.
Jeg husker udmærket røverhistorien fra december 2003 om den ”rekordstore” netpython fra en indonesisk zoologisk have. I Nordisk Herpetologisk Forening diskuterede vi ivrigt denne historie og morede os kosteligt over den! Det var straks klart for os, at det rent ud sagt var en løgnehistorie, at den skulle være omkring 15 meter lang. Vi var sikre på, at dens længde var et pænt stykke under 10 meter. Det var ret let at se, når man havde betragtet det flittigst publicerede billede i få minutter. Billedet var dog taget med vidvinkel-objektiv og på en LIDT snedig måde, idet slangens hoved var tæt på kameraet, og en mand befandt sig lidt længere væk, hvilket fik dens hoved til at virke drabeligt. Men hvis man betragtede billedet lidt ekstra, så var det tydeligt, at slangen slet ikke var så stor. Her var det udelukkende relevant at fokusere på den del af slangens krop, der befandt sig i samme afstand fra kameraet, som manden befandt sig fra kameraet! Og nu kunne vi pludselig se, at netop den del af slangekroppen havde en tykkelse, der nok var lidt mindre end diameteren på mandens hoved. Manden var asiat og sandsynligvis mindre og spinklere end en mandlig gennemsnitsdansker. Sådanne dimensioner er normale for store kvælerslanger. Derfor ville slangen ikke kunne være mere end ca. 7 meter, og den var sandsynligvis mindre. Stadig en stor slange, men den lå langt fra noget, der lignede en rekordstørrelse!
Pressen slugte historien råt, da den tilsyneladende gik mest op i blot at sælge nyheder og sensationer, uanset om de måtte være nok så underlødige og utroværdige. Det er desværre ikke usædvanligt. Men jeg var lidt skuffet over, at historien ikke straks blev fejet af bordet af de få fagfolk, der blev interviewet.
Slangens nøjagtige længde kom vist aldrig frem, men i nogle medier blev en længde på 6½ meter nævnt.
Jeg tror, at den indonesiske zoologiske have opnåede, hvad den ville med denne sag: Den scorede kassen, da der i adskillige dage kom masser af ekstra betalende publikum i haven for at se ”monstret”!
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål