Mennesker med?

Svar fra brevkasse

Hej Jens.
Jeg har tidligere her i Dyrebrevkassen skrevet om en anden stor kvælerslanges fjender, nemlig klippepythonen. Jeg synes, du skulle prøve at finde det svar, da anakonda og netpython i grove træk har samme slags fjender, dvs. deres fjender tilhører samme dyregrupper. Som sagt har de voksne dyr ikke mange naturlige fjender, men en begrænsende faktor for deres overlevelse ligger ofte i, at de i ny og næ skal kunne fange nogle store byttedyr.
Derudover kan jeg sige, at små anakondaer også vides at falde som bytte for de grådige rovlevende piratfisk (pirayaer) og den slangeædende snog mussuranaen (på latin Clelia clelia). Det er også kendt, at anakondaer kan være deres egen fjende, idet de kan optræde som kannibaler: Efter parringen hænder det, at den store hun æder den mindre han!
Kongekobraen er en meget sky slange, som er svær at få øje på i naturen, selv om den kan blive over 5 meter lang. Og den er faktisk ikke så aggressiv, selv om visse bøger ofte siger det modsatte, men det er nok, fordi de bygger på gamle og noget fordrejede beretninger! Der er gjort overraskende få iagttagelser over dens biologi i naturen, og der kendes heller ikke noget nævneværdigt af konkret karakter til dens naturlige fjender (udover mennesket naturligvis). Generelt kan vi godt regne med, at den i voksen stand har nogenlunde samme fjender som de store kvælerslanger, som jeg har nævnt. Både over for de ugiftige kvælerslanger og den giftige kongekobra skal en fjende passe særdeles godt på ikke at blive bidt. Hvis en stor kvælerslange får bidt sig fast, vil den lynhurtigt rulle sig om fjenden og kvæle den. Derudover kan vi forvente, at forskellige manguster og mårer også vil kunne æde en voksen eller halvvoksen kongekobra nu og da.
Store varaner og krokodiller kan i visse situationer nok også formå at dræbe en kongekobra ved simpelthen at bide og ruske heftigt i den.
Kongekobraen er en fødespecialist, eftersom den især lever af andre slanger. I lighed med anakondaen kan det godt tænkes, at den kan finde på at sluge en mindre artsfælle og således være sin egen fjende.
Også blandt kongekobraer er ungerne særligt sårbare, og de kan sikkert ædes af mange fjender (kaldet prædatorer). Konkret er det observeret, at en stor krabbe har fanget og fortæret en lille kongekobra!
Jeg kan nævne et eksempel på, at selv om slanger kan være meget giftige, behøver dette forsvarsmiddel ikke at være et helt effektivt forsvar. Dette eksempel stammer fra Sydafrika, hvis slanger er væsentligt bedre udforsket end Sydasiens slanger. Her lever ingen kongekobraer, men der findes flere andre meget farlige kobra-arter. Dette eksempel drejer sig om ringhalskobraen. Engang fandt man en meget stor gravefrø, der havde slugt 17 levende små unger af denne kobra, og der var intet tegn på, at den grådige frø havde lidt nogen overlast efter at have nedsvælget alle disse meget giftige slanger!! Det skal siges, at lige fra giftslangerne kommer til verden, har de deres stærke gift og effektive giftapparat.
Tilsvarende vil de små unger af kongekobraen også være sårbare over for mange prædatorer. Selv om hunnen passer godt på sin rede med æg, skal det nok lykkes enkelte rovdyr blandt pattedyr samt varaner at æde nogle æg. Tillige kan bl.a. fårekyllinger og fluemaddiker ødelægge æggene ved at æde indholdet.
Jeg har flere gange stiftet bekendtskab med levende kongekobraer (både voksne og unger) på nærmeste hold på Røde Kors-slangefarmen i Bangkok. De skal naturligvis behandles med allerstørste forsigtighed, men jeg synes ikke, at de har virket specielt aggressive over for mennesker.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening