Jeg overvejer at få en Leopardgekko. Er den god som begynderdyr?

Underkategori: Øgle
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2000-05-29 12:50:06
Spørgsmål indsendt af Mia Rasmussen, Fjerritslev



Hej
Jeg overvejer at få en Leopardgekko. Er den god som begynderdyr? Jeg ved, hvad den lever af og hvor stort dens bur skal være, men jeg ved ikke om man skal have en eller 2 gekkoer sammen. Jeg kunne godt tænke mig at få 2, kan de enes? Kan I anbefale nogle bøger? Larmer en leopardgekko meget? Kan man få en ved en normal dyrehandler og hvad koster den? Skal de have et specielt lys?
Mia Rasmussen, Fjerritslev



Svar fra brevkasse

Hej Mia.

Ja, en leopardgekko er et godt begynderdyr, men du skal naturligvis sætte dig grundigt ind i, hvordan den skal passes, INDEN du køber nogle gekkoer, så derfor er det virkelig godt, at du her stiller dine spørgsmål.

Jeg vil bestemt anbefale dig, at du køber 2 leopardgekkoer, helst en han og en hun, for så kan det være, at de vil yngle. Hannen er større og har kraftigere og bredere hoved end hunnen, og desuden har hannen det, der kaldes femoral- og postanalporer. Det er nogle forstørrede skæl med små porer eller huller i, og de sidder på indersiden af lårene (på bagbenene) og lige bag kloakåbningen.

Jeg vil anbefale dig at læse de to bøger "Aschehoughs Terrariebog" (skrevet af Davies og Davies) og "Øgler som terrariedyr" (skrevet af H. Jes). Desuden kan du finde mange gode oplysninger på Nordisk Herpetologisk Forenings hjemmeside (www.nhf.dk): I "Forum" kan du læse mange gode råd.

Leopardgekkoer larmer slet ikke. De kræver ikke noget specielt lys, da de overvejende er nataktive (men de vil ofte komme frem midt på dagen for at æde, når du sætter foderdyr ind i deres terrarium). Jeg synes dog, at du bør sætte et lysstofrør i toppen af terrariet, så du ordentligt kan se, hvad der foregår derinde. Hvis du har nogle tørtlevende planter (f.eks. sukkulenter) i terrariet, skal de også have noget lys for at gro og trives.

Der er forhåbentlig ikke så mange almindelige dyrehandlere, der sælger leopardgekkoer, fordi der er ikke særligt mange dyrehandlere, der har forstand på krybdyr. Derimod findes der nogle specialforretninger med krybdyr, og de har jævnligt leopardgekkoer. Jeg kan ikke sige, hvor meget de koster, da det veksler meget fra den ene forretning til den anden. Jeg ville nok anbefale dig at købe dine leopardgekkoer direkte fra en privat opdrætter. Så kan du også se, hvordan han/hun holder og opdrætter sine dyr. Sådanne dyr vil oftere være fri for parasitter og sygdomme, ligesom de mange gange kan være billigere end i en forretning. Gennem Nordisk Herpetologisk Forenings tidsskrift kan du tit købe leopardgekkoer, da det er gratis at annoncere dér, hvis man er medlem (mange medlemmer sætter også annoncer i bladet, hvis de vil købe bestemte dyr). Det ville bestemt være en god idé at blive medlem: Det koster 260 kr. om året, og du kan melde dig ind direkte gennem vores hjemmeside, www.nhf.dk - i vores tidsskrift eller blad kan du også lære en masse spændende om, hvordan man holder krybdyr og padder.

God fornøjelse!

Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål