Jeg overvejer at anskaffe mig en tornhale agame

Underkategori: Øgle
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2000-10-09 04:56:33
Spørgsmål indsendt af Maria Nielsen



Jeg overvejer at anskaffe mig en tornhale agame kaldet Uromastyx aegyptius microlepis og har derfor søgt en masse på internettet og fundet en masse gode sider med en masse gode informationer fra bl.a. nogen der selv avler dem, men jeg har ikke rigtigt fået svar på hvor stort et sådan terrarium skal være, før at dyret trives eller om man skal have mere end én, så den ikke føler sig ensom...
Jeg har også læst et sted, at man kunne holde dem i et åbent akvarium, men vil det ikke blive for koldt for dyret, da varmen vil sive ud i resten af lokalet?!
Maria Nielsen



Svar fra brevkasse

Hej Maria.
Den underart af tornhaleagam, som du her nævner, er faktisk den allerstørste af dem alle, idet den bliver meget stor og kraftig. I det tilfælde, at du vil lave en søgning på den på f.eks. internettet, kan jeg oplyse, at dens helt rigtige navn i øvrigt er Uromastyx aegyptia microlepis. Den kan blive over 1 meter lang og skal derfor have særligt store pladsforhold. Et langt terrarium på 2 x 1 x 1 meter vil være et minimum for et par. Tornhaleagamer er ikke specielt sociale, men jeg synes, det er bedst at have et par, hvilket nok giver dem bedst mulighed for at udfolde naturlig adfærd. Dog vil de kunne slås, hvis terrariet ikke er indrettet korrekt. Når de sidder i åbningen af hver deres underjordiske hule, så må de ikke kunne se hinanden – og det er vigtigt at undgå gentagne slåskampe! Dvs. du placerer åbningerne i hver deres ende af terrariet, og mellem dem kan du f.eks. indrette et lille klippeparti, som rager lidt op.
Netop fordi arten bliver så stor, og fordi den ikke er særligt farvestrålende, så foretrækker de fleste terrariefolk at anskaffe sig de mindre og smukkere arter.
Tornhaleagamer skal have et rigtigt terrarium og ikke bare et (gammelt) akvarium. Det er rigtigt, at de er meget varmekrævende, og det er således godt, hvis der kan akkumuleres megen varme i deres meget store terrarium. Imidlertid skal der altid være en god luftfornyelse i terrariet. Stillestående luft i terrariet kan udgøre en sundhedsrisiko for dyrene. Den rette, gode luftfornyelse opnås bedst, hvis der er to store og diametralt modsat placerede ventilationsåbninger i terrariet. F.eks. kan den ene befinde sig forneden til venstre og den anden foroven til højre. Princippet er det, at varm luft stiger til vejrs. Da det er varmere i terrariet end i stuen, vil den varme luft langsomt trænge ud gennem ventilationsåbningen foroven til højre, mens der så trækkes frisk luft ind forneden til venstre. Det giver en god ventilation og luftfornyelse. Dette vil være enkelt at lave i et rigtigt terrarium, mens du i et akvarium nok vil være nødt til at slå en rude ud. Et akvarium kan også være upraktisk, fordi det skal betjenes ovenfra.
Jeg har nogle gange tidligere skrevet om tornhaleagamer her i Dyrebrevkassen og har også anbefalet at skaffe en udmærket artikel om pasning af tornhaleagamer, som udkom i Nordisk Herpetologisk Forenings medlemsblad i nr. 4 fra juli/august 2001. Den kan købes gennem http://www.nhf.dk/bladet/bladbestilling.htm
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål