Jeg har været så heldig

Underkategori: Slange
Tema: Avl og unger

2003-09-11 04:00:21
Spørgsmål indsendt af Ditte Olsen, Solrød Strand



Jeg har været så heldig, at jeg er kommet i besiddelse af min helt egen slange. Jeg har i flere år ønsket mig en og nu er det så sket. Men jeg er bange for, at jeg ikke passer den ordentligt, så derfor har jeg nogle spørgsmål, som jeg håber I kan hjælpe mig med. Arten: hogg island boa. Den er omkring en halv meter nu og jeg har fået at vide, at den er cirka 6 mdr. gammel. Spørgsmålene er så: Hvor stort et terrarium skal den have, når den er færdig udvokset (den bliver omkring 2m)? Hvor tit og hvor hurtig skal sådan en have afføring efter hvert måltid (i øjeblikket får den en fuldvoksen mus en gang om ugen, i starten gik der ti dage i mellem, men jeg fandt ud af, at den var mere sulten, så nu får den mad lidt tiere i en periode)? Den ligger for det meste helt stille inde i terrariet og helst i den kølige ende, er det normalt? Terrariet er indrettet sådan, så den har en gren til at snog sig om, noget bark til at ligge på og gemme sig under, en vandskål stor nok så den kan ligge i den, desuden en varmelampe og et varmelegeme, der sidder i bunden på ydersiden. Bunden er en blanding mellem jordbark og noget barkflis, har jeg gjort det rigtigt? Og til sidst, jeg ved ikke, om det er en han eller hun? Håber I kan hjælpe mig, så jeg gør det hele rigtigt.
Mange hilsner og på forhånd tak
Ditte Olsen, Solrød Strand



Svar fra brevkasse

Hej Ditte
Hogg Island-boaen er en lille variant af kongeboaen (Boa constrictor), som jeg tidligere har skrevet om her i Dyrebrevkassen. Prøv at søge efter mit svar til Jonas Vangsgaard i slangeafsnittet. I Nordisk Herpetologisk Forenings medlemsblad var der også en fin artikel om netop pasning af Hogg Island-boa i marts/aprilnummeret fra 2000 (nr. 2, 43. årgang). Jeg vil anbefale dig at blive med af vores forening, så du derigennem kan lære meget mere om slanger og andre krybdyr og padder. Du kan melde dig ind via vores hjemmeside, www.nhf.dk
Det er forskelligt, hvor lang tid der går fra, at en kongeboa har ædt, indtil der kommer afføring. Generelt går det relativt hurtigt for unge slanger, og når du fodrer med små byttedyr. Men i gennemsnit går der i reglen en uges tid.
Kvælerslanger er nataktive, og de kan tillige være meget inaktive! Det gælder også for kongeboaer. Nu ved jeg ikke, hvor varmt der er i henholdsvis den varme og den kolde ende af dit terrarium. Et krybdyr regulerer selv sin kropstemperatur ved at lægge sig det sted, der har præcis den rigtige temperatur. Men hvis din slange hele tiden ligger i den kolde ende, så kunne det tyde på, at der generelt er for varmt i dit terrarium.
Bundlaget skal være helt rent og tørt. Barkflis kan være ok, men jeg ville udelade jord, som er grobund for bakterier. En anden mulighed er at benytte grus, der har afrundede kanter, f.eks. en type akvariegrus.
Det kræver nok en specialist til at kønsbestemme din slange. I Nordisk Herpetologisk Forening har vi flere konsulenter, der kan hjælpe med det. Jeg kan oplyse, at hannen opbevarer sit dobbelte parringsorgan (man siger, at den har to hemipeniser) i en lille lomme et lille stykke ud mod halen. Hunnen mangler den lomme. Man kan finde ud af, om en slange er en han eller hun ved forsigtigt at føre en sonde få mm ind i kloakåbningen og derfra ud mod halen. Hvis sonden når relativt langt ud mod halen, er slangen en han, hvorimod den er en hun, hvis den ikke når ret langt ud. Men som sagt bør en kønstest kun udføres af en erfaren slangeholder.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål