Jeg har været oppe i en dyreforretning og de

Underkategori: Slange
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2003-07-22 08:58:40
Spørgsmål indsendt af Anne Vorsaa, Vordingborg



Hej
Jeg har været oppe i en dyreforretning og de har en slange (snog). Problemet er, at den stakkels slange ikke har noget varme. Jeg har selv haft slanger i 10 år, så jeg ved at de har brug for varme, jeg har været oppe og sige det til dem flere gange, men nu er min tålmodighed brugt op og hvad gør jeg nu? Det er ca. 2 måneder siden de har fået den. Hjælp mig med at hjælpe den.
Anne Vorsaa, Vordingborg



Svar fra brevkasse

Hej Anne
Det er svært at foreslå nogen ”mirakelkur”, der får dyrehandleren til at passe deres dyr ordentligt. Hvis man bliver for belærende og skolemesteragtig, så vil dyrehandleren ofte ”gå i baglås” og dernæst virke ret afvisende. Det er især et tillidsspørgsmål, hvor der skal opbygges gensidig respekt.
Men først og fremmest er det vigtigt, at du ved, nøjagtigt hvordan den pågældende slange skal passes, og hvad der er dens temperaturbehov. Ellers tjener det nok ikke noget fornuftigt formål at fortælle forretningen, hvor den skal passes. Dvs. du skal vide, hvilken art det drejer sig om, og hvilke krav den stiller til sine omgivelser. Nu har jeg ikke oplevet den pågældende dyrehandel, men i teorien kunne man godt forestille sig, at temperaturen er i orden, selv om der ikke er placeret et varmelegeme inde i terrariet. Men det er nu sjældent, at det er tilfældet! Du gør nok klogt i at måle temperaturen i terrariet. Men find ud af, hvilke krav arten stiller til terrariet. Prøv dernæst at etablere en fornuftig dialog med personalet i forretningen.
Hvis alle muligheder virker udtømte, og du føler dig på 100% sikker grund, hvad angår din viden om den pågældende slangeart, så kan du evt. sende et læserbrev til en lokalavis. Men du bør skrive det i en ordentlig og sober tone og holde dig til det rent faglige. Jeg vil mene, at du på den måde opnår mest.
Desuden burde det være en selvfølge, at slangens navn (og vel at mærke dens rigtige navn!) står på terrariet hos dyrehandleren. Det er det mindste, man som køber kan forlange!
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål