Jeg har lige fået en kinesisk blødskjoldsskildpadde.

Underkategori: Skildpadde
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2003-07-15 01:57:10
Spørgsmål indsendt af Sine



Jeg har lige fået en kinesisk blødskjoldsskildpadde. Jeg havde ikke regnet med at den var så stor som den er, så nu er jeg blevet i tvivl om mit akvarie overhovedet er stort nok. Dens skjold er ca. 15 cm langt - hvor meget plads kræver den? Keder den sig ikke når den er helt alene? Jeg kan forstå på andre svar I har givet på siden, at der kan forekomme noget rivalisering skildpadderne imellem, men ville den kunne lide at gå sammen med en anden art skildpadde? Eller måske store fisk? Jeg synes, at det ser lidt trist ud, at den drøner rundt der helt selv... Skal den kunne komme op at sole sig, eller skal den bare drøne rundt i et helt fyldt akvarie? -sådan har den levet hidtil...
Venlig hilsen Sine



Svar fra brevkasse

Hej Sine.
Kinesisk blødskildpadde har det videnskabelige navn Pelodiscus sinensis (det kan du bruge til at søge flere oplysninger). Jeg kan godt se, at en skjoldlængde på 15 cm kan virke overvældende, hvis man kun er vant til at se de små skildpadder på størrelse med en femkrone. Men den bliver faktisk temmelig meget større end 15 cm, idet rekorden ligger på 25 cm! Det er almindeligt, at den bliver omkring 20 cm.
Den er en god svømmer og skal derfor have meget vand at svømme i. Mindst 400-500 liter vand.
Det vil være en god idé at lave en lille landdel, men du skal ikke regne med, at blødskildpadden vil søge derop særligt ofte.
Om den keder sig, når den er helt alene? Nej, bestemt ikke! Vi har tendens til at menneskeliggøre et utal af dyr, hvilket giver anledning til misforståelser. De fleste skildpadder (inkl. blødskildpadder) er solitære, eller vi kan også kalde dem eneboere. De er ikke sociale, og de lever ikke i grupper eller parvis i naturen. Derfor er det faktisk bedst at holde dem alene. Flere dyr sammen vil kunne bide og forulempe hinanden. Det bliver endnu værre, hvis du holder din kinesiske blødskildpadde sammen med en anden skildpaddeart, da den stærkeste nok vil være den dominerende. Blødskildpadder er aggressive og vil kunne bide andre skildpaddearter. Hvis du på den anden side skulle sætte en anden skildpaddeart, der har nogenlunde samme temperament, sammen med blødskildpadden, så vil den let kunne bide i blødskildpaddens bløde skjoldkanter. I naturen prøver de forskellige dyrearter at holde sig fra andre dyrearter af konkurrencehensyn. Ja, der er selvfølgelig ganske mange arter, der prøver at fange og æde mindre og svagere arter, men den situation skal vi selvsagt undgå i fangenskab!
Til opdrætsforsøg sætter man han og hun sammen i yngleperioden.
Eftersom blødskildpadder er eminente svømmere, vil de kunne æde forskellige akvariefisk, som du måtte sætte ned i akvariet. De, der overlever, vil nok blive jaget flittigt af skildpadden og blive stressede.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål