Jeg har købt en snog Elaphe dione i Zoo City

Underkategori: Slange
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2004-06-23 12:57:34
Spørgsmål indsendt af Finn



Jeg har købt en snog Elaphe dione i Zoo City, men det var ikke meget, man kunne fortælle mig, andet den kom fra Ukraine.
Kunne I fortælle mig noget omkring denne dione
Finn



Svar fra brevkasse

Hej Finn.
Elaphe dione har en meget stor udbredelse i Centralasien, ja den er faktisk den videst udbredte af samtlige den gamle verdens rottesnoge! Den lever generelt temmelig tørt, men levestedet kan dog veksle en del som følge af dens kæmpe udbredelse.
Som terrariedyr holdes arten grundlæggende på samme måde som andre rottesnoge (inkl. kornsnog), hvad jeg tidligere har skrevet om her i Dyrebrevkassen. Den er noget nervøst anlagt, men er relativt let at holde. Terrariet og dets indretning bør være halvtør med dagtemperaturer mellem 20° C og 28° C. Om natten slukkes alle varmekilder, så temperaturen daler til ca. 17° C. I naturen kan det blive væsentligt koldere om natten, men kolde nætter lader ikke til at være et krav i fangenskab. Elaphe dione er mere aktiv end andre rottesnoge, men klatrer ikke så meget. Den æder gerne mus og andre gnavere, som dræbes ved omvikling og kvælning, og somme tider presses byttet mod underlaget.
E. dione lever på steder, hvor det bliver ret koldt om vinteren, må det stærkt anbefales at køle slangerne ned om vinteren. Det bedste er temperaturer på 8-15° C over 2-4 måneder.
Jeg vil til sidst sige, at du ikke igen bør købe en slange, før du har sat dig grundigt ind i dens levevis, og hvordan den skal holdes i terrarium.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål