Jeg har købt en asiatisk langhalset skilpadde

Underkategori: Skildpadde
Tema: Fodring

2012-08-04 07:45:09
Spørgsmål indsendt af Tim Christiansen, Herfølge



Hej Brevkasse.
Jeg har købt en asiatisk langhalset skilpadde (Chelodina siebenrocki).
Men det er svært for mig at finde information om denne padde.
Hvad spiser den? Kræver den noget specielt? Vil de helst være flere i et akvarium? Kan du anbefale en bog?
Tim Christiansen, Herfølge



Svar fra brevkasse

Hej Tim.
Lad mig sige det med det samme: Det er ikke et helt enkelt spørgsmål, for vores viden om den skildpadde, du her spørger om, er stadig noget ufuldstændig!
Vi har set en del slangehalsskildpadder under navnet Chelodina siebenrocki udbudt hos dyrehandlere med krybdyr og padder. Den lever ikke naturligt i Asien, men derimod i Australien og på New Guinea, hvor den lever i større vandløb, floder og sumpe, og flere australske biologer mener i dag, at dens rigtige navn bør være Chelodina rugosa! Men i dyrehandlen Living World i Vibenhuscenteret på Lyngbyvej i København har jeg fået oplyst, at disse skildpadder skaffes fra Malaysia, hvor de avles på farme. Nogle steder på internettet har jeg set, at disse slangehalsskildpadder har fået slægtsnavnet Macrochelodina i stedet for Chelodina, men så vidt jeg ved, er det navn ikke officielt anerkendt, så jeg foretrækker fortsat at bruge Chelodina som slægtsnavn (dvs. første navn)!
Australske slangehalsskildpadder af slægten Chelodina er vældig spændende, men de er gode svømmere og kræver rummelige forhold, dvs. et akvarium på mindst 400-500 liter. Arten opnår en skjoldlængde på indtil 30 cm. Du bør afgjort anskaffe dig flere dyr og ikke blot nøjes med ét. En vandtemperatur på omkring 26-27° C vil være passende. Det er kun sjældent, at den går på land for at sole sig. Jeg vil råde dig til, at du giver en gruppe slangehalsskildpadder et specialakvarium, dvs. hvor du ikke holder dem sammen med andre skildpaddearter.
Slangehalsskildpadder æder dyrisk føde, dvs. alle mulige små vanddyr vil være bedst for dem. Typisk småfisk (akvariefisk), krebsdyr, vandinsekter og tyndskallede vandsnegle. Regnorme er også vældig gode. Derudover kan du læse om alsidigt foder til kødædende skildpadder i bogen ”Skildpadder som terrariedyr” af Hartmut Wilke. Den blev udgivet af Aschehougs Forlag i 2002 (der findes også tidligere udgaver af den bog, men de er ikke så gode som den nyeste fra 2002).
Du efterlyser en bog om denne skildpaddeart. Her er der to gode bøger, hvoraf førstnævnte handler om dem i naturen, og sidstnævnte behandler navnlig hold og opdræt i fangenskab:
Cann, J. 1998. Australian Freshwater Turtles. Beaumont Publ., Singapore. 292 sider.
Rogner, M. 1996. Schildkröten, Band 2. Heidi-Rogner-Verlag, Hürtgenwald. 265 sider.
Jeg ved ikke personligt, om denne art af slangehalsskildpadde er velegnet, eller om den stiller særlige krav til f.eks. tørkedvale (det gør nogle australske arter, som lever i floder og søer, der tørrer ud om sommeren). Men hvis den avles på farme i det fugtige og frodige Sydøstasien, så tror jeg bestemt ikke, at den stiller sådanne krav, og så er den sikkert et udmærket terrariedyr. I Rogners bog nævnes heller ingen problemer. Desforuden har jeg en 25 år gammel artikel, som Peter Hausmann, der havde stor erfaring med de forskellige arter af slangehalsskildpadder, skrev i det tyske tidsskrift DATZ (fra 1979). Han gav den art, som han kaldte Chelodina siebenrocki (fra New Guinea), gode anbefalinger som terrariedyr.
Derfor tror jeg, at du fremover vil kunne få stor fornøjelse af en gruppe af disse slangehalsskildpadder, hvis du giver dem et stort akvarium til at udfolde deres aktiviteter i.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål