Jeg har en kornsnog og den nægter at spise

Underkategori: Slange
Tema: Sygdom, parasitter, neutralisering

2002-05-15 09:32:41
Spørgsmål indsendt af Simon, Hobro



Hejsa
Jeg har en kornsnog og den nægter at spise, har næsten prøvet alt
Den er ikke ret stor, men jeg ønsker virkelig, at den skal overleve, for den er meget smuk. Den måler ca. 15-20 cm og har en tykkelse med en regnorm. Hvad skal jeg gøre?
Simon, Hobro



Svar fra brevkasse

Hej Simon
Du har sendt os to spørgsmål med ret få dages mellemrum. I det første siger du, at du har to slanger, dvs. én kornsnog, der altid er sulten, og en anden slange, som du ikke kan artsbestemme, og som ikke vil æde. I det andet fortæller du, at du har en meget lille kornsnog, som du ikke kan få til at æde. Er det, fordi du har fundet ud af, at den slange, som du først ikke kunne identificere, viste sig at være en ung kornsnog?
Nå, jeg vil her prøve at besvare dit spørgsmål nr. 2! Nu tror og håber jeg, at du har fejlvurderet længden af din lille kornsnog, som, du mener, er ca. 15-20 cm lang. En kornsnogeunge, der er lige er kommet ud af ægget, har en totallængde på 29-37 cm, så din er vel mindst dobbelt så lang, som du skønner! Måske ved du, om din snog blot er et 1-2 uger gammel, om den nogensinde har fået noget at æde, før du overtog den?
Godt nok tilhører en kornsnog slægten af rottesnoge, Elaphe, der æder en del gnavere, men den æder også mange øgler og fugle i naturen. Desuden lever unger navnlig af øgler, padder, og undertiden nogle insekter, og det hænder også, at de æder en lille fugleunge. Dette fødevalg gør, at det kan være svært at få unger til frivilligt at æde museunger. Men hvos du bærer dig fornuftigt an og giver slangen de bedste kår, skal det nok lykkes! Som det første skal varmen være i orden. Her vil jeg fremhæve, at 28  C er den ideelle lufttemperatur om dagen (skal være lavere om natten). Det er en fordel, hvis slangens terrarium er lille, f.eks. en grundflade på blot 20 x 20 cm, hvor du også tilbyder den et lille skjulested. Det er lidt pudsigt, at slanger ofte trives bedre under små pladsforhold, hvor de så føler sig mest trygge. Her skal du kun have den ene slange, som i denne fase således skal gå alene. Du skal også give den mest mulig fred og ro, og du skal bestemt ikke tage slangen op ”bare for sjov skyld” (det skal man aldrig gøre med krybdyr!). Du skal bruge de små lyserøde museunger som foder. Hvis de ikke lykkes, kan du prøve med en aflivet lille museunger, og her vil de fleste nok synes, at ”forestillingen” bliver lige lovligt ulækker, men det hjælper undertiden til at få den lille kornsnog ti at æde frivilligt: Med f.eks. en nål eller en spids kniv prikker du hul i kraniet på den DØDE mus, og så presser du lidt hjernemasse ud. Tro det eller la’ vær’ – men det hjælper ofte, og så synes slangen pludselig, at det er en rigtig lækkerbisken!! Hvis det heller ikke får kornsnogen til at æde, så kan du skifte til et helt andet byttedyr, f.eks. en helt lille unge af en zebrafinke eller en lignende lille stuefugl.
Det er måske lidt besværligt at få en genstridig kornsnogeunge til at æde, men du kan trøste dig med, at når den først kommer i gang, så bliver du glad, og så ”kører det bare derudaf”, dvs. så får du næppe flere problemer af den slags!
Held og lykke!
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål