Jeg har en kongepython på 110cm og jeg vil gerne

Underkategori: Slange
Tema: Pasning, pleje, trivsel, aktiviteter, levevis

2012-04-02 07:52:24
Spørgsmål indsendt af Bastian



Jeg har en kongepython på 110cm og jeg vil gerne vide om den kan gå sammen med en kornsnog, eller om de vil æde hinanden?
Kan jeg anskaffe mig en helt lille unge, eller skal den have en bestemt størrelse?
Hilsen Bastian



Svar fra brevkasse

Hej Bastian.
Nu er du meget ung, så du skal først have opbygget en god viden og erfaring inden for hold af slanger. Jeg håber, at du også kan få dine forældre til at hjælpe dig med den spændende terrariehobby, som du har kastet dig ud i.
Du er ikke den første, der gerne vil holde forskellige dyrearter sammen. Men jeg vil gerne sige det ligeud, at det som udgangspunkt er en dårlig idé at blande forskellige arter sammen. I naturen, hvor dyrene selvfølgelig har meget bedre plads end i fangenskab, prøver de at undgå hinanden, fordi de f.eks. er i en knivskarp konkurrence om føden. Altså: ”Den enes brød, den andens død!” Selv om to forskellige slangearter TILSYNELADENDE ikke generer hinanden i et terrarium, så er det meget muligt, at den ene stresser den anden. Det er under alle omstændigheder sikkert, at begge arter vil have det bedst, hvis de fik hvert deres terrarium.
Derfor skal du ikke sætte én kongepython sammen med én kornsnog (selv om de ikke vil æde hinanden). Du bør snarere koncentrere dig 100% om din kongepython. Dvs. i stedet for blot at have én kongepython, så burde du nok anskaffe dig en ekstra kongepython af modsat køn.
Jeg synes, du skulle læse den udmærkede artikel om kongepython, som vi havde i Nordisk Herpetologisk Forenings medlemsblad nr. 2 fra marts/april 2002. Den indeholder en masse gode oplysninger, som du kan få udbytte af. Du kan købe det nummer gennem foreningens hjemmeside http://www.nhf.dk/bladet/bladbestilling.htm og gennem vores hovedside http://www.nhf.dk kan du også se, hvordan du melder dig ind.
Held og lykke!
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål