Jeg har en albino kornsnog (hun) og jeg kunne

Underkategori: Slange
Tema: Avl og unger

2000-04-26 09:30:20
Spørgsmål indsendt af Anders, Nærum



Hej
Jeg har en albino kornsnog (hun) og jeg kunne godt tænke mig at avle unger. Men det er svært at finde noget om metoder, betingelser og så videre.
1. hvor stor/gammel er hunnen og hannen før de er kønsmodne?
2.skal de yngle i et specielt terrarium/anderlede end normalt?
3.er der specielle krav til temp. og fugtighed?
4. skal hannen tages væk fra terrariet når parringen er overstået?
5. hvad spiser ungerne når de er nyudklækkede?
6. skal hunnen være 100% i fred når hun har lagt æg og til udrugningen er fuldbragt?
Anders, Nærum



Svar fra brevkasse

Hej Anders.
Det er forskelligt, i hvilken alder en kornsnog bliver kønsmoden, da det især afhænger af foder og fodermængde. Men kønsmodningen sker typisk i en alder af 2 år. Jeg vil mene, at du året efter kan begynde at bruge dyret til opdræt (dvs. når den er ca. 3 år gammel). Et terrarium til avl vil ikke adskille sig fra et normalt terrarium, og der skal heller ikke ændres på temperatur og luftfugtighed. Det er ikke nødvendigt at fjerne hannen efter parringen. Men jeg vil anbefale, at du finder en plasticboks (f.eks. på et par liter) og skærer et hul, så en kornsnog kan krybe derind. Inde i boksen lægger du fugtig sphagnum, men den må ikke være våd. Lav gerne nogle små ventilationshuller, så klimaet ikke bliver for indelukket derinde. Dette ville hunnen forhåbentlig finde egnet til æglægning, hvorefter den lægger sine æg derinde. Du kan også stille to af den slags bokse ind i terrariet, så begge kornsnoge vil kunne bruge den type skjul.
Når æggene er lagt, fjerner du dem og placerer dem i en speciel rugemaskine med høj luftfugtighed og en rimeligt konstant temperatur på 26-29° C. Det vil nok føre for vidt, hvis jeg skulle beskrive sådan en rugemaskine i detaljer her.
De små unger æder i naturen mange øgler, men i fangenskab bruger vi nyfødte museunger. Det kan være svært at få kornsnogeungerne til at æde frivilligt, og det kan blive nødvendigt at ty til tvangsfodring.
Du burde nok melde dig ind i Nordisk Herpetologisk Forening, hvor mange medlemmer er dygtige til at holde og opdrætte kornsnoge, og i vores blad vil der givetvis være udmærkede artikler, som du kan få gavn af (også om f.eks. andre slanger og terrariebygning). Du bør selvfølgelig også læse mine tidligere svar om kornsnog her i Dyrebrevkassen.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål