Hvorfor hedder en fugleedderkop, en fugleedderkop?

Svar fra brevkasse

Hej??
Det er ikke noget nyt, at eventyrer og opdagelsesrejsende i gamle dage overdrev vildt, når de på drabelig vis fortalte om eksotiske dyr, som de var stødt på under fjerne himmelstrøg. Der var ingen risiko ved disse løgne, som vi vist godt kan tillade os at kalde deres ”røverhistorier”, for det var særdeles få beskåret at besøge disse lande. De kunne f.eks. berette om kæmpe menneskeædende aber (dvs. gorillaer, som er fredelige planteædere) eller om 20 meter lange havslanger, der på de store oceaner overfaldt deres skibe (en havslange bliver ikke meget større end en forvokset dansk snog). Historierne om fugleedderkopper lå også langt fra virkeligheden. Ja, alene deres navn, som de beholdt op gennem tiden, illustrerer de vrangforestillinger, som eventyrerne gjorde sig skyld i. Lad mig give et par eksempler.
En naturforsker ved navn Madame Maria Sybilla Merian tegnede i sin bog fra 1705 en fugleedderkop, der er i færd med at fange en kolibri. Senere skriver Henry Walter Bates, der var en berømt naturhistoriker og forsker fra 1800-tallet, en noget tilsvarende hændelse, som han påstod, at han var vidne til ved Amazonflodens øvre løb:
”Edderkoppen sad lige under en dyb sprække i et træ, hvorover der var udspændt et tæt, hvidt spind. Den nederste del af spindet var revet itu, og to små fugle, finker, sad fast i stumperne; de var omtrent på størrelse med en sisken, og jeg bedømte dem til at være en han og en hun. Den ene af dem var allerede død; den anden levede endnu. Den lå under edderkoppens krop og blev smurt ind i den modbydelige væske eller det spyt, som uhyret udsondrede. Jeg jog edderkoppen væk og tog fuglene, men også den anden døde snart efter”.
Bates nævner, at kroppen hos denne specielle edderkop var 5 cm lang, men at dyret med sine udstrakte ben over 17 cm, og krop og ben overalt var dækket af stride grå og rødlige hår. Ud fra den beskrivelse må det have været en fugleedderkop. Men fugleedderkopper bygger kun et meget beskedent spind i eller på jorden, og det har IKKE har til formål at fange byttedyr. Derfor vil det være meget sjældent, at en fugleedderkop kan fange en fugl eller et flyvende insekt. Den skal fange byttet ved aktiv jagt, så derfor vil de i reglen æde billeder, kakerlakker, fårekyllinger o.lign. Nogle fugleedderkopper lever oppe i træerne, og hvis de ”falder over” en rede med små fugleunger, så vil de æde dem.
På den baggrund kan vi nok godt slå fast, at Bates’ historie om den store lodne edderkop, der fangede og åd voksne finker i sit net, ikke rigtigt ”holder vand”!
Hvorfor fortalte eventyrerne alle disse løgnehistorier, for at sige det rent ud?! Måske kunne de godt lide at se, at folk måbede og blev imponeret over disse beretninger, men vi skal også tænke på, at eventyrerne skulle ”sælge billetter”, idet de skulle trække betalende publikum til deres foredrag og præsentationer af diverse trofæer, og i trykt form skulle beretningerne også sælges.
I visse kredse har dette måske ikke ændret sig så meget i dag, men eventyrer udgør ikke den attraktion i dag, fordi de fleste turister i dag har råd til en rejse til tropiske regnskove i Thailand eller Brasilien og hopper derfor ikke på de samme ”røverhistorier”. Eventyrerne spiller således en meget mere anonym rolle i dag.
Men vi skal såmænd ikke tilbage til 1800-tallet for at finde rigtigt platte beretninger. For et par år siden så jeg i fjernsynet filmen med den såkaldte anakondajagt (det var på DR, vistnok i Poul Thomsens program ”Dus med dyrene”). Det var en film fra omkring 1960, hvor den pågældende eventyrer påstod, at den viste en sandfærdig kamp med en anakonda, dvs. en stor vild anakonda, som en mand kæmpede med på liv og død. Men har man lidt kendskab til slanger, er det tydeligt, at ”kampen” er arrangeret, og at anakondaen dårligt nok gider at vikle sig om den ivrigt sprællende ”skuespiller”. Slangen har sandsynligvis været købt eller lejet fra et lokalt marked. Det blev påstået, at anakondaen var 8 meter lang, men også det var en vild overdrivelse!
Jamen, nutidens naturfilm er vel troværdige? Ofte, men der benyttes et væld af tricks til at få de rette optagelser i ”kassen”, fordi filmene skal blive mere og mere fantastiske for at kunne sælge! Trods disse tricks vil jeg mene, at de fleste naturfilm alligevel fortæller en sandfærdig historie om dyre- og planteliv. Men det er nu ikke så sjældent, at det er tydeligt, at der er snydt, idet det fremgår, at dyrene udviser en hel malplaceret adfærd, som man aldrig ville se! Jeg har et ret godt kendskab til krybdyr og padder, og på film om sådanne dyr oplever jeg undertiden, at sådanne fatale fejl afslører decideret snyd!
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening