Hedder blåhovedet klippeagame, latinsk Atrcollis, er det rigtigt?

Underkategori: Øgle
Tema: Sygdom, parasitter, neutralisering

2012-10-20 11:28:26
Spørgsmål indsendt af Rasmus



Hej, jeg vil gerne vide noget om mine agamer, dyrhandleren siger, de hedder blåhovedet klippeagame, latinsk Atrcollis, er det rigtigt?
Jeg har også en han kaldet for sommerfugleagame eller Butterflyagame. Jeg fodrer dem med fårekyllinger og græshopper. Jeg havde en, der døde, det var ligesom, at den var forstoppet, kan det passe? Og hvorfor? Er det forkert foder, de får vitaminpulver på hver gang.
Hilsen Rasmus



Svar fra brevkasse

Hej Rasmus.
Den agam hedder på latin Acanthocerus atricollis og blev tidligere kaldt Agama atricollis. Den opnår en totallængde af ca. 25-30 cm. Udbredelsen ligger i Syd- og Østafrika, hvor vi finder den i buskads og på klipper i tørre savanneområder og lysåben skov, men i yngletiden er levestederne meget frodigere – det er faktisk ændringen fra tørtid til regntid, der sætter ynglerefleksen i gang! Hannerne er meget territoriale, så du må ikke holder mere end én han i hvert terrarium.
En lufttemperatur på 28-32º C vil være passende om dagen, men under varmelamperne må den gerne blive langt højere. Om natten slukkes alle varme- og lyskilder. Klimaet skal være varmt og tørt. Der bør være en kraftig belysning med mindst 3 store lysstofrør, også ultraviolet belysning. Terrariet skal være rummeligt (ca. 130-150 cm langt, ca. 100 cm højt) med nogle klatregrene og klipper.
Dyrene fodres alsidig med større insekter såsom fårekyllinger, græshopper, kakerlakker og voksmål, og som afveksling gives også kæmpemelorme. Prøv også at give den lidt grønt i form af f.eks. mælkebøtteblade. Det er vigtigt også at give et tilskud af vitaminer og mineraler. Som alle andre terrariedyr skal der altid være adgang til frisk drikkevand.
For en anden gangs skyld bør du ikke anskaffe dig nogle dyr, inden du har sat dig grundigt ind i, hvordan de skal passes.
Jeg er ikke i stand til at sige, hvorfor din sommerfuglagam døde. Du burde nok have ladet en krybdyrkyndig dyrlæge obducere den.
Med venlig hilsen
Henrik Bringsøe
Nordisk Herpetologisk Forening

Dyrebrevkassen

 
Stil et spørgsmål til vores dyrlæger

Helt gratis!

Skriv et spørgsmål
Vi har samlet nogle af danmarks bedste dyrlænger

Så du kan få svar på dine spørgsmål